Hvordan børster jeg min hund?

Det er meget vigtigt at du fra hvalp vænner din hund til at blive børstet og få rørt ved poter, ben, skæg osv. Herved opnås ikke kun det pæneste resultat, men det forhindrer også at hunden bliver utryg ved at komme ved hundefrisøren.Den bedste måde at vænne sin hund til soignering er at tage den op på et bord - det er lettere at holde styr på den her og så vil den også være vant til det, når den kommer til hundefrisøren. Afhængig af race skal du børste din hund minimum en gang i ugen. Husk at kan du ikke få lov til at børste din hund – bider den efter dig eller vil den ikke stå stille  – vil den opføre sig på samme måde over for mig!

 

Har du for svært ved at holde din langhårs-hund og bliver den altid filtret, er det bedre at få hunden håndklippet til en længde som – for dig – er overkommelig at holde. Det ingen skam at få sin hund klippet, derimod er det en skam hvis man ser gennem fingre med problemet! Under ”Før/ efter billeder” kan ses eksempler på forskellige typer klip og trimninger.

 

Med de rigtige redskaber er det egentlig ikke så svært at holde hundens pels i orden. Det er vigtigt at du ikke springer nogle steder over, men kommer overalt! De typiske steder pelsen filtrer er i bukserne, på brystet, under forbenene, ved ører og halsbånd. Er din hund filtret, er det vigtigt at den ikke vaskes, da pelsen så ”stamper” mere sammen. Prøv i stedet om du kan skære filten op med en filterkniv eller opsøg din hundefrisør. Du må under ingen omstændigheder lade hunden gå rundt med filt i pelsen, det er meget ubehageligt for den og kan i værste fald gøre ondt på hunden.

 

Her er en gennemgang af de grundredskaber du skal bruge for at holde din hunds pels i orden.:

 

Karte


 

Disse fås i mange forskellige størrelser så du kan finde netop den der passer til din hund. Jeg selv foretrækker at bruge en blød karte, den er ikke så hård ved hundens hud. Karten er det redskab du starter med at bruge, når du børster din hund. Korrekt brug af karten er at løfte op i hundens pels så man kommer helt ned til huden (BILLEDER om brug af karden - kommer). Der børstes med små lette bevægelser i forskellige retninger. Piggene på karten er ikke ret lange og den hyppigste fejltagelse er, at man kun får børstet pelsens overflade. Ved disse tilfælde vil hunden se pæn og velholdt ud, men prøver man at tage en kam igennem pelsen hænger den fast.
 

Kam


Når hunden er børstet igennem med karten skal den redes igennem med en kam. Kammen fjerner uld, men det er også med kammen du kan mærke, om du har overset filtrer med karten. Når kammen bruges skal tænderne helt ned og røre huden, ellers kommer du ikke ordentligt i bund.

Generelt gælder det at jo kortere pelsen er, jo tættere kam skal man bruge.

 

Filterkniv




Ved filt bruges en filterkniv. Filten skæres op i hårets gro-retning. Man må aldrig klippe filten af ved at hive ud i den og så klippe - så risikerer man at klippe i huden. 

 

Coat King


 

En Coat King ser ikke ud af meget men er et fantastisk redskab! Den fungerer ved at hive de døde hår af hunden og tager ikke hår, som ikke allerede er løse. Coat King kan fås til de fleste hunderacer og kan, afhængig af antallet af tænder, tage underuld eller trimme dækhår.

Inden du starter med at bruge Coat King´en er det vigtigt at du sikrer dig følgende: at pelsen er gennembørstet og helt FILTFRI.

Ønsker du at bruge Coat King på din ruhårede hund, for at holde pelsen ”nede” mellem trimningerne, skal du lige tale med din hundefrisør inden du begynder at bruger den. Er hundens pels delt i to (se afsnittet om ”Trim eller Klip”) skal man nemlig være varsom med sin brug af Coat King´en, da den jo ikke kan skelne mellem hvilke af de ru hår der skal tages, for at bevare den to-delte pels.

Coat King´en kan ikke erstatte kam og karte, det er et redskab man køber som supplement og må ikke være det eneste pelsplejeredskab man ejer!

 

Trimmeknive og underuldsknive


 

Negletang


Man kan godt klippe neglene selv, men det kræver lidt øvelse og forsigtighed, hvis hunden har mørke negle. På hunde med lyse negle kan man tydeligt se, hvor blodåren - og dermed nerven - går, og dermed også hvor meget man kan klippe af. For en sikkerheds skyld bør man have KlipStop parat, hvis man skulle komme til at klippe for langt ind - det stopper hurtigt blødningen.
Er din hund fast kunde i salonen, er det gratis at få klippet negle mellem behandlingerne, hvis det skulle være nødvendigt.
 

Søgning
Søg