NÅR HUNDEN ER KLIPPET HELT NED MED MASKINE PGA. MEGET FILTRET PELS
 
..kan der være flere følgevirkninger.
 
Der kan allerede før klipningen være irritation i huden, fordi den filtrede pels river og napper i huden, hver gang hunden bevæger sig. Det kan også skyldes, at der bliver meget varmt og tæt under en sammenfiltret pels, så huden ikke får luft.
Pga. den filtrede pels kan det også ske, at man har overset små skader/skrammer, som så udvikler sig voldsomt under den ofte fedtede, filtrede pelsmasse - et såkaldt "hotspot".
Også poter og ører kan lide voldsomt under manglende pelspleje.
 
Under selve klipningen sker det let, at huden bliver ridset af klippemaskinen - det er der flere årsager til:
  • det er meget svært at mærke hvor grænsen mellem hud og pels er, når pelsen er meget filtret
  • det er nødvendigt at klippe meget tæt på huden, da filtrene altid sidder i bunden af pelsen
  • filtrede hunde er ofte ikke vant til at blive håndteret og børstet og står derfor meget uroligt
 
En hund, der er blevet klippet ned, vil derfor ofte være meget irriteret i huden og klø sig meget. Det er som regel nødvendigt med et besøg hos dyrlægen efterfølgende for at få givet hunden noget kløestillende samt behandling for evt. hudbetændelse (ses ofte hos meget filtrede, forsømte hunde).
Vær opmærksom på, at hunden ofte også er meget træt bagefter, da det har været en stressende oplevelse for den.
 
Her i salonen undlader vi som regel at plukke ører på disse hunde, da den store mængde hår der skal fjernes på en gang vil give voldsom irritation i øregangen. Dette kan føre til voldsom hovedrysten og måske efterfølgende udvikling af et såkaldt "blodøre". Hårene bør fjernes i samråd med en dyrlæge og sammen med evt. opfølgende behandling.
 
På hunde, der klippes ned pga. meget filtret pels, bliver der kun gjort det allermest nødvendige for at hunden kan have det tåleligt bagefter. Det er meget stressende og somme tider også smertefuldt (hvis der er irritation/ekzem/betændelse i huden) for hunden, der jo ofte ikke er vant til at blive håndteret, og derfor skal sådan en klipning overstås så hurtigt som muligt.
Det betyder dog IKKE, at behandlingen bliver billig!
Ofte skal der nemlig bruges en ekstra person til at holde hunden under klipningen, og er pelsen meget filtret og beskidt kan det let ødelægge et klippeskær at klippe bare en enkelt hund.
 
Der kan være mange årsager til, at det går helt galt med pelsplejen, så man ender med at skulle klippe hunden ned, og her i salonen hjælper vi gerne hunden første gang det sker, og giver efterfølgende vejledning i, hvordan pelsen fremover bør passes korrekt..
MEN.. så forbeholder vi os også ret til at afvise hunden, hvis den igen kommer ind i en lignende tilstand. Vær opmærksom på, at manglende korrekt pelspleje også hører under dyreværnsloven, og at vi faktisk er forpligtede til at melde de grove tilfælde.
 
Kan man ikke selv magte den krævede pelspleje, kan vi tilbyde flere forskellige ordninger, hvor hunden kommer her jævnligt og bliver redt igennem mellem trimninger/klipninger, så det ikke går galt igen.
 
Søgning
Søg