BARF fodring af kat

 

BARF- eller råfodring er det tætteste du kommer på naturlig fodring af din kat

 

BARF står for Biologically Appropriate Raw Food (Biologisk Afpasset Råt Foder) og er baseret på den føde vildtlevende kattedyr spiser i naturen.

Katten er obligat kødæder – dens naturlige kost består primært af animalsk kød og fedt og den har behov for flere essentielle aminosyrer, der kun findes i kød. Katten kan omdanne animalsk protein og fedt til glucose i leveren, og har således ikke behov for kulhydrater i kosten.

I naturen æder katten hele sit bytte, pånær galdeblæren. Når man råfodrer sin kat er det derfor vigtigt, at man sammensætter foderet rigtigt, så katten får både kød, ben, brusk og indmad i det rette forhold. Man må aldrig kun give rent kød, og der må ikke gives for meget indmad, især lever. Foderplanen skal altså så vidt mulig ligne det, katten får ved at spise hele byttedyr.

 

Planen sammensættes således at over en måned gives der:

80% kød m. ben og brusk

10% indmad

10% kødben (hvis disse ikke spise helt skal de ikke tælles med i foderrationen)

Man kan godt også give lidt kallun, hvis katten vil spise det

Katten skal have ca. 2% af sin kropsvægt – dvs. en 4 kg´s kat skal have ca. 80 g råt foder pr. dag fordelt på et eller to måltider. Rækkefølgen af foderemnerne er ligegyldig – men variation mellem forskellige kødtyper vigtig.

Tilsæt vitamin/mineral-tilskud og Grizzly Lakseolie.

 

Katte kan være meget svære at flytte fra tørfoder til råfoder! Er du heldig tager det kun få dage, men det kan sagtens tage mange uger! Men det kan lade sig gøre. Husk, at en kat ALDRIG må sultes mere end 24 timer! Start med at indføre 2 daglige måltider der kun er tilgængelige i ca. 15 min., så katten ikke længere har fri adgang til tørfoder. Flyt den evt. først over til vådfoder/dåsemad, som fx ZiwiPeak. Når den spiser det, kan du begynde at blande råfoderet i dåsemaden. I overgangsperioden kan det være nødvendigt at give meget små mængder tørfoder for at sikre, at katten i det hele taget får spist noget, men hold det på et absolut minimum. Du kan risikere at skulle smide foder ud i starten, så giv kun meget små mængder af BARF indtil katten får smag for det. Du kan sagtens lade en portion BARF stå fremme til katten et døgns tid, katte spiser ofte små portioner flere gange i døgnet. Du kan også forsøge at blande lidt BARF sammen med tørfoderet.

 

Fordelene ved BARF er indlysende:

Katten får en helt naturlig kost uden kunstige tilsætningsstoffer og ufordøjelige ”fyldstoffer”. Den får mulighed for at bruge sine tænder til at flå og gnave med, hvilket giver en bedre tandhygiejne og nedsat risiko for tandsten. BARF er naturligt forebyggende for urinvejssten, både fordi fodring med animalsk protein automatisk giver en urin med lav pH-værdi og fordi det øgede vandindhold i foderet giver en større urinproduktion. BARF forebygger overvægt og alle følgesygdommene heraf, fordi man ikke fylder katten med unaturlige fødeemner som fx majs, ris, hvede. BARF giver en større mæthedsfornemmelse, fordi det fylder mere i maven end tørfoder.

 

VI HJÆLPER GERNE MED AT LAVE EN FODERPLAN TIL DIN KAT

 

 

Anne Mette R. Mikkelsen

Veterinærsygeplejerske

Dyrenes Butik, Ikast

 

 

Søgning
Søg